
ADHD-bussen – et forløb til børn og unge
I foråret 2026 udkom ”ADHD-bussen – et forløb til børn og unge”, og den tilhørende ”Manual til ADHD-bussen” som er et visuelt og praksisnært psykoedukationsmateriale til børn med ADHD og ADD. Materialet er udarbejdet af min kollega, specialpsykolog Eva Kirketerp og jeg. Bøgerne bygger på vores erfaringer fra arbejdet med børn og unge med opmærksomhedsforstyrrelser.
Gennem vores arbejde har vi mødt mange børn og unge, hvor opmærksomhedsforstyrrelser har haft stor betydning for deres skolegang og hverdag. Vi så, at der var stor forskel på, hvordan en ADHD- eller ADD-diagnose bliver forstået og omsat til støtte i skolen, når først et barn har fået diagnosen. En diagnose fører ikke nødvendigvis til en systematisk indsats, og hjælpen afhænger ofte af den viden og de redskaber, der er tilgængelige omkring barnet.
Med ADHD-bussen ønskede vi derfor at udvikle et konkret, visuelt og let tilgængeligt materiale, som kan hjælpe børn med at forstå deres egen AD(H)D diagnose. Materialet tager udgangspunkt i, at der ikke findes én løsning, der passer til alle børn. I stedet skal barnet støttes i at blive klogere på egne styrker, udfordringer og mestringsstrategier. ADHD-bussens forløb kan anvendes både individuelt og i gruppeforløb, f.eks. i skoler, PPR-regi eller andre pædagogiske og psykiatriske sammenhænge. Gennem enkelt sprog, visuelle metaforer og konkrete øvelser arbejder barnet med at kortlægge, hvad der kan være vanskeligt, hvad der hjælper, og hvilke kognitive og fysiske strategier der kan støtte barnet i hverdagen.
Et vigtigt formål med materialet er at styrke barnets selvforståelse og oplevelse af handlemuligheder. Mange børn med AD(H)D har erfaringer med at føle sig anderledes, forkerte eller alene med deres måde at være i verden på. Med ADHD-bussen ønsker vi at skabe et rum, hvor barnet kan få et mere nuanceret og accepterende blik på sig selv og samtidig få mulighed for at spejle sig i andre børn med lignende erfaringer.
Materialet er også tænkt som et redskab til dialog mellem barnet, forældre og lærere. Når barnet gennem forløbet får kortlagt sine egne strategier og behov, kan arbejdsbogen efterfølgende bruges til at formidle denne viden til de voksne omkring barnet. På den måde kan ADHD-bussen bidrage til en fælles forståelse af barnet og understøtte, at støtten i højere grad tilpasses det enkelte barns profil. Bøgerne kan købes her, både som sæt og enkeltvist. Vi afholder løbende interne gruppeforløb i klinikken for børn og unge med AD(H)D. Forløbet hos os består af fem gruppesessioner af 2 timer. Deltagerne får sit eget eksemplar af arbejdsbogen, som efterfølgende kan tages med videre og bruges som et konkret udgangspunkt for samtaler med lærere, forældre og andre vigtige voksne omkring barnet. Kontakt os gerne og hør, hvornår næste gruppeforløb starter.

Vi holder også kursus i, hvordan materialet kan bruges, så du bliver i stand til at afholde gruppeforløb i din klinik eller på din skole.
Næste kursus afholdes 20. november 2026 på Lynfabrikken i Aarhus.
Ønsker I et oplæg eller et kursus på en skole, i en PPR eller lignende, så gør vi gerne det.


